DENCKERs forretningsbetingelser

DENCKERS mål er, at du som kunde er tilfreds med vores samarbejde samt opgavernes udførelse og kvalitet. For at skabe det bedste grundlag for et godt og langvarigt samarbejde har vi formuleret nogle generelle salgs- og leveringsbetingelser.

 

1. Generelt

Nærværende salgs- og leveringsbetingelser (“betingelser”) finder anvendelse ved enhver leverance fra DENCKER A/S (“DENCKER “), medmindre andet skriftligt og udtrykkeligt er accepteret af DENCKER. Ved eventuel uoverensstemmelse mellem betingelserne og købers handelsvilkår af enhver art går betingelserne forud for købers handelsvilkår.

2. Tilbud og prisoverslag

Skriftligt tilbud fra DENCKER er, såfremt intet andet er skriftligt aftalt, gældende i 30 dage. Der tages dog altid forbehold for mellemsalg. Prisoverslag eller prisestimater er kun vejledende og ikke bindende for Dencker, uanset hvor meget den endelige pris måtte afvige fra overslaget.

3. Ordre- og faktureringsprocedure

Ved ordreafgivelse er køber ansvarlig for, at der foreligger en indkøbsrekvisition samt fyldestgørende beskrivelse af opgaven. Ordren kan først sættes i produktion, når kunden har accepteret tilbuddet og fremsendt en indkøbsordre (PO) på opgaven. Opdaterede og frigivne 3D-filer for tooling fremsendes sammen med indkøbsordren.

Ved større projekter med lang gennemløbstid benyttes faktureringsplanen 40/40/20, betydende 40 % ved ordre, 40 % ved levering af retvisende udfaldsprøver (FOT) og 20 % ved slutgodkendelse af opgaven/produktet. Ved betydelige forsinkelser vedr. godkendelsesprocessen hos kunden forbeholder Dencker sig retten til at kunne udstede en slutfaktura på opgaven. I disse tilfælde skal opgavens omfang, udførelse og kvalitet naturligvis stadig færdiggøres iht. aftalegrundlaget ved opgavens start.

4. Priser og fragt

Aftalte priser er eksklusive gældende moms; dette vil fremgå eksplicit af fakturaen. DENCKER forbeholder sig ret til at forhøje prisen som følge af udefrakommende omkostningsforøgelser, herunder, men ikke begrænset til, forøgelser i skatter, inflation, energi, afgifter, ikke uvæsentlige prisstigninger på råvarer og øvrige omstændigheder, som DENCKER ingen mulighed har for at påvirke.

Medmindre andet er skriftligt aftalt, gælder priserne ab fabrik. Levering sker i henhold til Incoterms EXW (Ex Works). Forsendelsen sker på kundens regning og risiko, hvis ikke andet er aftalt. Dersom Dencker ikke har modtaget speciel instruks, er DENCKER berettiget til at vælge transportmiddel og transportvej under hensyn til, hvad der vurderes rimeligt og nødvendigt. Dencker anvender altid anerkendte logistikfirmaer. Evt. vekselomkostninger betales af køberen.

5. Leveringstid

Leveringstiden fastsættes individuelt iht. opgavens art og omfang. Produktion vil først kunne opstartes, når kunden har accepteret tilbuddet og/eller fremsendt en indkøbsordre. Leveringstiden regnes fra modtagelse af købers indkøbsordre. Ved tooling fremsendes frigivet 3D CAD-dokumentation på emnet. Køber kan ikke rette noget erstatningskrav mod Dencker i tilfælde af forsinket levering.

6. Forsikring

DENCKER har alene tegnet sædvanlig erhvervsansvarsforsikring uden speciel dækning for eventuelle af køber leverede emner eller værktøjer. De af kunden ejede værktøjer og emner er kunden således forpligtet til selv at drage omsorg for, at fornøden forsikring mod skader på eller bortkomst af emner og værktøjer i DENCKERS besiddelse er tegnet.

7. Betalingsbetingelser og ejerskab

DENCKERS betalingsbetingelser er aftalt med hver enkelt kunde inden opgavens opstart, og betingelserne er angivet i vores tilbudsmateriale. Ved evt. forsinket betaling beregnes rykkergebyr pr. fremsendt rykker samt morarente pr. påbegyndt måned fra forfaldsdato. Morarenter og rykkergebyrets størrelse er angivet på faktura.

Ejerskabet af opgaven/projektet overgår gradvist til kunden i takt med arbejdets udførelse og færdiggørelsen af de individuelt tilpassede delydelser samt leverancerne. DENCKER A/S forbeholder sig retten til at acontofakturere arbejdet forholdsmæssigt i takt med dets udførelse og i henhold til den skitserede faktureringsplan, beskrevet i pkt. 3 og i vores tilbudsmateriale og/eller aftalegrundlaget.

Ejerskabet af opgaven samt tilhørende CAD-dokumentation overgår fuldt ud til kunden, når opgavens slutfaktura er indbetalt. Hermed betragtes opgaven som værende godkendt og afsluttet.
Salgs- og leveringsbetingelser
DENCKER A/S
DENCKER A/S Side 2 / 3 – rev. 01102025 CVR. DK27275176

8. Reklamationsret og returvare

Køber er forpligtet til, så snart denne har modtaget leverancen at foretage de nødvendige undersøgelser med henblik på at konstatere, hvorvidt leverancen er i overensstemmelse med det aftalte. Vil køber reklamere over en leverance, er denne forpligtet til at gøre dette skriftligt over for DENCKER. Reklamationen skal ske straks efter, at manglen er konstateret, dog senest inden 8 dage efter modtagelse af varen. Ved for sen reklamation fortaber køber samtlige mangelsbeføjelser.

Hvis køber vil gøre krav gældende for synlige transportskader eller manglende coli, skal køber ved modtagelse af leverancen påføre fragtbrevet påtegning herom med transportørens underskrift og herefter kontakte DENCKER. Såfremt dette ikke sker, fortaber køber alle mangelsbeføjelser.

Hvis der foreligger en mangel/beskadigelse ved det leverede, som DENCKER er ansvarlig for, er DENCKER altid berettiget til at frigøre sig for ansvaret ved genlevering. Hvis genlevering tilbydes, kan køber ikke gøre yderligere krav gældende mod DENCKER. Hvis DENCKER ikke er i stand til at genlevere, har køber krav på tilbagebetaling af det fakturerede beløb.
Har DENCKER accepteret en leverance som værende mangelfuld, sker returnering af denne leverance for DENCKER regning. Returvarer skal returneres til DENCKER i original og ubeskadiget emballage. Sker returneringen af leverancen ikke på en forsvarlig måde og som DENCKER har foreskrevet, og beskadiges leverancen som følge heraf, er køber ikke berettiget til at gøre hverken de oprindelige eller efterfølgende mangler gældende.

Ukyndig behandling, transport samt opbevaring af leverede emner foretaget af køber berettiger ikke til erstatning fra DENCKER.

9. Fortrydelsesret

DENCKER tilbyder fortrydelsesret i den forstand, at kunden står inden for alle omkostninger, der vil forekomme ved fortrydelsen, herunder alle indkøbte materialer og forbrugt tid samt evt. tabt kapacitet ved omplanlægning til andre opgaver.

10. Ansvarsfraskrivelse og produktansvar

DENCKER påtager sig ikke noget komponentansvar. Såfremt de af DENCKER producerede/behandlede emner/komponenter er påtænkt at indgå som komponenter i større konstruktioner, det være sig bygninger eller bygningsdele, maskiner, elektroniske enheder, høreapparater mv., af hvad art tænkes kan, da bærer DENCKER således intet ansvar for følgeomkostninger til og i forbindelse med evt. genbehandling.

DENCKER er under ingen omstændigheder erstatningsansvarlig for driftstab, tidstab, avancetab eller andet indirekte tab. DENCKERS erstatningsansvar uanset årsag kan i øvrigt aldrig beløbsmæssigt overstige DKK 100.000.

DENCKER kan ikke holdes ansvarlig for svind, kast eller sugninger på plastemner, og DENCKER tilbyder således udelukkende rådgivning omkring et produkts materialevalg. Kunden er til enhver tid ansvarlig for det endelige materialevalg, herunder også alle nødvendige produkttest for produktets udseende, funktioner og holdbarhed. Øvrige gældende forhold vedr. produktansvar henviser Dencker til:
§ 36 i “Almindelige leveringsbetingelser NL92”

11. Force majeure

DENCKER er uden ansvar for manglende overholdelse af leveringsforpligtelser, hvis forholdet skyldes omstændigheder, som DENCKER er uden indflydelse på som følge af force majeure. Som force majeure anses blandt andet følgende forhold: Naturkatastrofer, krig, borgerlige uroligheder, mobilisering, svigtende forsyninger af råmateriale, svigtende transportmuligheder, import- og eksportforbud, valutarestriktioner eller mangel på arbejdskraft eller enhver anden begivenhed, som hindrer eller begrænser den sædvanlige produktionsgang, lockout, strejke, ildebrand eller beskadigelse af DENCKERs produktionsapparat.

Force majeure hos en af DENCKER antaget underleverandør har i forholdet mellem køber og DENCKER samme ansvarsfrihedsbegrundende konsekvens, som hvis force majeure optrådte hos DENCKER selv. DENCKER har i tilfælde af force majeure valget mellem at hæve handlen eller dele heraf eller levere, så snart hindringerne for normal levering er bortfaldet.

12. Vores forpligtelser

DENCKER behandler og opbevarer alle oplysninger om vores kunder fortroligt, og vi inddrager kunden, hvis der i processen opstår situationer, der gør, at enten betingelserne, processen eller det endelige produkt kommer til at afvige fra det aftalte.

DENCKER er ikke forpligtet til at opbevare dokumentation, CAD-filer eller værktøjer efter afslutning og udlevering af en opgave, men i praksis opbevares dokumentation, værktøjer og andet i op til 3 år. Herefter kontaktes kunden for en aftale om det videre forløb. Evt. en udlevering eller skrotningsproces kan aftales på dette tidspunkt.

13. Garanti

DENCKER giver garanti på støbeværktøjer. Garantien aftales individuelt ved en given ordre/opgave.
DENCKER giver ikke garanti på plastemner.
Salgs- og leveringsbetingelser
DENCKER A/S
DENCKER A/S Side 3 / 3 – rev. 01102025 CVR. DK27275176

14. Ophavsret

DENCKER fotograferer og beskriver fra tid til anden produktionsprocessen med konkrete produkter på dennes hjemmeside og i trykte publikationer. Det gør vi på en måde, så du som kunde forbliver anonym, medmindre vi har fået din tilladelse til at bruge dit og/eller din virksomheds navn og logo.

15. Tvister og lovvalg

Alle tvistigheder og uoverensstemmelser, som måtte udspringe af DENCKERs ydelser og nærværende salgs- og leveringsbetingelser, eller som vedrører forståelsen heraf, skal afgøres efter dansk ret ved Retten i Holstebro, såfremt andet ikke udtrykkeligt aftales parterne imellem. Lov nr.: 1224 af 21/11/2014 om den internationale købelov kommer ikke til anvendelse på parternes retsforhold.

16. Persondatapolitik, IT og GDPR

DENCKER tager hensyn til de personlige oplysninger, der er modtaget af dig som kunde. Vores strukturerede procedurer i henhold til persondata gør, at vi til enhver tid vil kunne oplyse, hvordan de benyttes, og fremvise hvilke data vi opbevarer. Hertil sikrer vi, at der ikke bliver opbevaret data, som er overflødige. Yderligere sikrer vi dig, at dine data bliver opbevaret på servere, hvor sikkerheden er i top, og hvor der foreligger en backupprocedure. Vores procedurer sikrer også, at hvis der skulle ske ændringer hos jer som kunde, vil vores data blive opdateret.