Grøn omstilling - installation af solcelleanlæg

I maj 2024 tog Dencker et vigtigt skridt i den grønne omstilling, da vi fik installeret solceller på vores store tagflader. Projektet dækker næsten 1300 m² af tagfladerne på vores bygninger, og vi er meget glade for at kunne være med til at reducere vores CO2-aftryk og bidrage til en mere bæredygtig fremtid. Solcelleanlægget er designet til at producere op mod 250 MWh elektricitet årligt, som vil dække en betydelig del af vores strømforbrug. 

Selv om sommeren 2024 viste sig at være usædvanlig våd, har solcellerne leveret imponerende resultater. Siden juni har vi set produktion på op til 200 kW solcellestrøm, hvilket betyder, at vi allerede har nået mere end halvdelen af den forventede årsproduktion. Vi må ud fra dette konkludere, at indtil nu, har vores investering i solenergi været en succes. 

En stabil mindre stigning i elprisen henover 2024 har styrket projektets økonomiske case. Den øgede pris på strøm betyder, at vores solcelleanlæg er endnu mere rentabelt, og vi kan allerede konstatere, at det har givet os en god Return on Investment (ROI). Vi er derfor trygge ved, at projektet ikke kun vil bidrage til en grønnere fremtid, men også til en mere stabil og økonomisk forsvarlig energiforsyning for Dencker på lang sigt. 

Installationen og idriftsættelsen af solcellerne har forløbet langt over forventning. Der har selvfølgelig været udfordringer undervejs og derfor har vi været utrolig glade for det samarbejde, vi har haft med vores lokale partnere. Solcellegruppen, der har stået for både den praktiske installation og det administrative arbejde, har håndteret både de tekniske og logistiske opgaver effektivt og hurtigt, hvilket har betydet, at vi kunne komme i gang uden store forsinkelser eller komplikationer. 

Når vi ser på de samlede besparelser, er det forventet, at solcelleanlægget vil reducere Denckers CO2e-udledning med op mod 15 % på tværs af vores scope 1 og 2-emissioner. Det betyder, at vi er godt på vej til at nå vores klimamål for 2030. Vi ser frem til at fortsætte vores arbejde med at integrere grønne løsninger på tværs af vores virksomhed. 

Vi er stolte af at tage dette skridt, og vi glæder os over, at solcelleanlægget allerede viser sig at være en både økonomisk og miljømæssig succes. Dette er kun begyndelsen på en grøn rejse, der vil fortsætte med at udvikle sig og bidrage til at forme en mere bæredygtig fremtid for os alle.

 

“Som led i den grønne omstilling, har vi nu taget et stort skridt mod målet om en reducering af vores scope 1 og 2- udledning på 46% i 2030 sammenlignet med 2019.”

- ESG manager Erik Wind