06. mar 2017

Konstruktør

Værktøjskonstruktør med potentiale som teamleder

Vil du være en del af en innovativ og højteknologisk værktøjs- og plastfabrik?

Hos Dencker bruger du halvdelen af din tid på at udvikle nye værktøjer, mens du bruger den anden halvdel på at skabe værktøjsløsninger i samarbejde med vores kunder. Det gør du i en stilling, hvor du både får store udviklingsmuligheder, og hvor du bliver en del af en unik virksomhedsånd.

Velkommen til Dencker

Som værktøjskonstruktør bliver du en del af en succesfuld virksomhed i vækst med en helt unik kollegial omgangstone, og du vil opleve stort fokus på din trivsel. Samtidig får du stor indflydelse og ansvar for dine opgaver, når du både driver projekter samt udvikler nye værktøjer og processer. I alt er vi 29 kolleger, som er en god blanding af unge og erfarne medarbejdere, og du bliver en del af vores konstruktørteam med 2 kolleger.

Brug halvdelen af din tid på at drive projekter

Når projektet er solgt til kunden, overtager du. Du har projektlederansvaret, og i tæt samarbejde med kunden udvikler og tegner du den værktøjsløsning, kunden har brug for. Den færdige tegning giver du til dine kolleger i produktionen, så du ser dine tegninger og værktøjskonstruktioner blive til virkelighed. Mere konkret er dine opgaver:

  • Emne og værktøjskonstruktion, gerne i Solid Works
  • Intern projektledelse på dine projekter
  • Kundeopfølgning og sikring af overholdelse af terminer
... og du udvikler vores konstruktionsafdeling

Den anden halvdel af din tid bruger du på at udvikle nye produkter og medvirke til innovation og udvikling i vores afdeling sammen med ledelsen. Vi kommer til at vokse i fremtiden, og du får stor mulighed for at være en bærende del af denne vækst, ligesom du vil lede og fordele konstruktionsopgaverne mellem dig og dine kolleger i teamet.

Herudover kommer du til at videreudvikle vores meget succesfulde værktøjssystemer. Du vil få mulighed for at fordybe dig i hver enkelt opgave og nørde ned i den, så du kan skabe nye og forbedrede værktøjer sammen med dine konstruktørkolleger.

Få løbende efteruddannelse og tætte kolleger

Du får daglig sparring med dine kolleger og vores direktør, som du referer til. Herudover vil du udvikle dig gennem efteruddannelse. Vi glæder os til at høre dine gode idéer, for vi sætter en ære i at få sat de bedste i gang med det samme. Endelig bliver du en del af en social virksomhed, hvor vi løbende holder arrangementer sammen og er opmærksomme på hinanden.

Værktøjstekniker eller konstruktør med lederpotentiale
  • Du er sikkert værktøjstekniker eller konstruktør, og du har erfaring med lignende opgaver
  • Du er vant til at arbejde i 3D CAD-systemer, gerne i Solid Works
  • Du er flydende på dansk eller engelsk, og du er forståelig på det andet sprog

Det er en fordel, at du kan lide hunde, for vores virksomhedshund, golden retrieveren Paw bliver også din kollega.

Vil du udvikle dig sammen med os?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, venligst kontakt rekrutteringskonsulent hos Jobindex Jannie Jensen på 88 63 00 45

Vi indkalder til samtaler løbende, så send din ansøgning og dit CV allerede i dag og senest 19. marts 2017 via nedenstående link. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis på den rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig.

 

 


DENCKER A/S er en innovativ og højteknologisk værktøjsfabrik, med fokus på kvalitet og leveringssikkerhed. Direktør Anders Dencker etablerede DENCKER i 1996, der i dag tæller 29 ansatte. Vi udvikler værktøjsløsninger til kundespecifikke plastemner og sprøjtestøber ligeledes plastemnerne i egen plastafdeling, der i dag udgør 16 sprøjtestøbemaskiner. Udstyr og maskiner repræsenterer den nyeste teknologi inden for værktøjsfremstilling & sprøjtestøbning. DENCKER A/S er derfor ofte med fra Idefasen til færdigt produkt.