10. sep 2014

Produktionsleder Per M Kristensen modtog medarbejdernes del af prisen. Fotoet er venligst udlånt af nordjyske.dk.
DENCKER A/S tildelt Den Gyldne Østers

DENCKER fik Den Gyldne Østers 2014

"Årets vinder er en virksomhed, som har gjort en stor indsats til gavn for Mors. Vi håber, at vores påskønnelse kan medvirke til, virksomheden fortsætter det gode arbejde med at styrke og udvikle konkurrenceevnen på øen."

Sådan begrundede formanden for Morsø Erhvervsråd, Jesper Overgaard, valget af DENCKER A/S som modtager af erhvervsrådets årlige initiativpris, Den Gyldne Østers.

Direktør Anders Dencker havde taget sin hustru Betina Dencker og produktionsleder Per M Kristensen med til prisoverrækkelsen. Det var en stolt delegation fra DENCKER, der modtog æren og pengegaven på 15.000 kr.

Anders Dencker kvitterede med en takketale, hvor han sendte roserne videre til DENCKERs medarbejdere: "Jeg er stolt og glad for prisen. Men jeg er jo mere og mere bare en slags frontfigur i DENCKER. Virksomheden var ikke kommet hertil uden alle DENCKERs medarbejdere, der hver eneste dag gør et fantastisk stykke arbejde."

Spar Nord i spenderbukserne 

Også DENCKERs pengeinstitut Spar Nord festliggjorde dagen for os. En repræsentant kom med den imponerende kage, som læserne af hjemmesiden kan beundre under artiklen. Den smagte akkurat lige så godt, som den så ud.

På Spar Nords facebookside hed det: ”En stor anerkendelse til DENCKER A/S, der præsterer flot og gør en stor indsats for Mors. Spar Nord Nykøbing Mors ønsker stort tillykke til direktør Anders Dencker og hans dygtige medarbejderstab og kvitterede i dag med kage til kaffen :o)”

- Ikke så ringe endda, som vi siger på Mors.

Some description